Enten strikker man, eller også strikker man ikke - tænker jeg.
Jeg lærte at strikke for rigtig mange år siden efterhånden. Sidende på en skammel i en garnforretning i Roskilde, med tungen i den ene mundvig og med pind str. 20 og en meget tyk garn.
Jeg er ikke fantastisk, men jeg kan strikke ret og vrang til husbehov.




Da jeg i sin tid ventede Eik strikkede jeg en hulens bunke fine sager til ham.
Jeg strikkede og strikkede og strikkede!
Lad mig sige det sådan!
Han går ikke ned på strik de næste par år - og gør han, har jeg mormor i baghånden.


Jeg strikker også nu!
Eller dvs det gjorde jeg, indtil jeg stak en kniv ind i fingeren på mig selv for et par mdr siden.
Siden da er har det gået noget trægt med strikkeriet.
Okay ærligt! Det har gået trægt lige siden Eik blev født. Jeg er startet på en god bunke projekter og kun færdiggjort ganske få.
Og nej! Det blev bestemt ikke bedre af, at Une kom til.
Og nu fingeren.....suk!

Men tak og lov for mormor!
Hun har været rundt i alle mine gemte strikkeposer og -kurve og har fundet flere ufærdige projekter og vil nu gøre dem færdig.
Jubiiiii..... Jeg har verdens bedste mor!
På et tidspkt. må jeg simpelthen have lavet et billede af alle de strikkelækkerier hun har lavet til drengene de sidste par år, så I kan se dem.




Som det første har hun færdiggjort den stribede mohairsweater fra Familie journalen, jeg gik i gang med i foråret ( tror jeg ).
Den er blevet lige, som jeg drømte om. Let og luftig og dejlig varm.
Eneste minus, når jeg skal finde et eller andet, er at den fælder -  ganske fælt faktisk!
Hmmmmm...... Mon nogen ved, om man kan gøre et eller andet, eller om jeg bare skal lære at leve med det?


Billedet er lånt hos designeren

Næste projekt på hendes pinde er "Morskosegenser", som jeg netop har købt garn til.
Jeg ville mægtig gerne selv strikke den, men har nu overtalt Mutti'en til også at gøre det.
Min mor er forøvrigt også en meget hurtigere og bedre strikker end jeg, så måske er min finger alligevel godt for noget..... Or NOT!

Men da fantastisk ik'?
Og jeg glæder mig.
Jeg har valgt den samme perlegrå farve, som billedet her. Den er da alt for smuk.
Hvis nogen skulle lyste, har jeg købt garnet her. (REKLAME LINK).

Well! Nok strikkesnakkerier for nu.
Én er begyndt at hive mig i "skørterne" fordi han gerne vil lege Politi Arne rundt om køkkenbordet.

Vi ses!

I mandags oprandt dagen hvor Nicolas igen skulle begynde på arbejde og hvor vi alle skulle retur til hverdagen.
Bestemt ikke en dag, der var ventet med længsel, men alligevel en dag som faktisk endte ud med at blive betydelig bedre end forventet.

Eik var stadig mat oven på den sidste uges sygdom, men alligevel havde vi allieret os med yndlingsmormoderen, pakket bilen og begivet os på hyggetur til Kaptajnsminde ( Karrebæksminde ).
Bare for at få tiden til at gå med noget vi alle elsker og for at få lidt frisk luft i hår og kinder.


Vi tager næsten altid til Karrebæksminde i hverdagene.
Her er færrest mennesker ( specielt i campingsæsonen) og en helt anden ro end i weekenderne.
Og vi tager gerne mormor med, som også elsker vandet.
Den anden dag var også meget stille. Men samtidig også så iskoldt og Eik stadig så træt, at besøget ikke blev langt.
Men vi fik hvad vi kom efter - vind i håret, røde kinder og kolde tær!
Dejligt!



Vi havde taget madpakke og the med. Det er simpelthen så hyggeligt at spise nede ved stranden.
Men for det første havde de pillet vores hyggelige bænk ved vandet ned og for det andet holdt Eik kun ca to bidder af frikadellemaden, så var han klar til at komme op på skuldrene og hjem.
Så tja!
Mormor og jeg fik en hurtig kop the og så ellers hjemad igen.....


Men dejligt at vi kom afsted, trods alt, for sikke et vejr vi havde i går!
Trøstesløst, vådt og klamt og kun til indendørs sysler.
Vi håber det bliver bedre i dag ik'?

I  dag er det sidste dag.
Sidste dag hvor Nicolas er hjemme 24/7.
Han har været hjemme siden d. 19 maj, næsten otte mdr.-  Fra ugen før Une blev født.
Barsel samt diverse trælse omstændigheder i løbet af sommeren og efteråret, har gjort, at han faktisk kun har nået at være på arbejde 25 timer siden da.
Og nu skal han altså på den igen.

Jeg ved næsten ikke hvem, det bliver værst for. Ikke Nicolas tænker jeg!
Indtil Une blev født, var Eik nemlig mors dreng. Det er han så bestemt IKKE mere.
Efter Une er kommet til, har Nicolas nemlig taget rigtig meget over med Eik og det mærkes altså nu.
Jeg er SÅ meget ude i kulden og det er kun far, der duer.
Hold nu op! Han kommer til at lide min lille store splint.
Så hvis nogen har gode tips og tricks til hvordan vi gør overgangen lettest for ham, byd da meget gerne ind.


Den sidste uge har stået på seriøs slowliving herhjemme.
Siden nytårs aften har vi alle, med undtagelse af Une i kortere eller længere tid ligget underdrejet med Roskildesyge.
For Nicolas og jeg var det en kortvarig affære. Men for Eik har det været en hård omgang, som i skrivende stund endnu ikke er helt slut.
Han er bogstaveligtalt en slatten klud uden energi eller mentalt overskud.



Stakkels lille mand!

Vi venter med længsel på at få vores lille glade, friske og spudlende gut tilbage.
Frisk og klar til mange timers leg ude i den fantastisk sne, frost og dejlig klare luft.
I dag nåede han praktisk talt kun lige uden for døren, for så igen at vende næsen mod sofaen.
Det ligner ham ikke.
Ja! Faktisk tror jeg, at det er første gang i han snart tre et halvt år lange liv, at vi oplever ham sådan.
Så absolut en af de positive ting ved hjemmepasning - det er ikke meget sygdom vi oplever.
Men når det så bidder, så bidder det åbenbart til.

Nu må vi satse på, at frosten holder ved nogle dage, så vandet kan nå at fryse på vandhullerne og Eik kan nå ud at glide inden det forsvinder igen.....







Efter fælles godnatlæsning er begge splinter nu puttet lunt og godt i fællessengen.
Une lettere end længe!
Jeg krydser fingrer for nye boller på suppen og glædes over en lidt længere aften.....
Så mon ikke jeg skal smutte op i stuen og nyde den sidste aften i barselsland med gemalen?





Ha' en dejlig søndag aften!